Bare Ærmer
Bare Ærmer
Opskriften sendes som et link til pdf-fil til den mailadresse, der opgives ved bestilling og er tilgængelig til download i 14 dage.
Bare Ærmer er en helt kort trøje, der afsluttes over barmen og mest af alt bare er et sæt ærmer. Den strikkes i et mix af garntyper og farver, men kan naturligvis også strikkes ensfarvet.
Bare Ærmer strikkes oppefra og ned med raglanudtagninger. Der strikkes vendinger i nakken. Når raglanudtagningerne er strikket, parkeres ærmernes masker, og kroppen strikkes færdig. Herefter strikkes ærmerne. Der strikkes i et mix af garnkvaliteter og farver, så her er god chance for at få brugt en masse rester.
- Størrelser: A (B) C (D) E (F) G læs mere om størrelser her
- Anbefalet bevægelsesrum: 5-10 cm
- Omkreds: 84 (91) 98 (105) 113 (120) 127 cm*
- Strikkefasthed: 11 m x 16 omg = 10 x 10 cm i glatstrik på pind 9
- Vejledende pinde: 8 og 9 mm
- Garn: Mix af garn og rester - tykke og tynde tråde**
- Mængde: 250 (275) 300 (350) 350 (375) 400 g
*Omkreds måles over brystet helt oppe i armhulen.
** Garn: Udvælg på forhånd en farveskala, du kan lide. Det kan være gule toner/ blå farver/ pasteller/ lyse farver/ klare farver. Kig i dine rester og se, hvor langt de kan få dig. Alle tykkelser og kvaliteter kan bruges. Sorter efter din farveplan. Vælg også nogle kontrastfarver. Strikker du i blå farver, er orange eller pink flot som små kontrasterende indslag. Strikker du i pæne pasteller er okker eller koboltblå flot dertil.
Suppler med ekstra garn, så du har nok til at komme i mål. Gå efter tynde kvaliteter som strømpegarn og tynd mohair. Her er der mange meter i et nøgle, og du kan strikke med flere tråde for at opnå den rette tykkelse. Vælg også garn, der fylder uden at veje - det kan være forskellige typer langhåret garn såsom børstet alpakka og mohair i forskellige tykkelser og blandinger. Blowyarn er også fortrinlig. Spørg i din lokale garnbutik og vælg noget forskelligt. Forskellige strukturer giver også noget til det færdige projekt.